Hvordan føles en graviditet?

kategori: Graviditet | 0

gravid-ligger-nedMange bøger om graviditet, hvadenten de er på dansk eller engelsk, gør brug af det samme ordspil, nemlig ‘hvad du kan vente dig, mens du venter dig’. Dette ordspil antyder, at din krop skal ud på en rejse af fysiske forandringer, som ikke alle er en dans på roser. Ofte vil du, bare et par uger inde i graviditeten, begynde at kunne mærke, at noget ikke er som det plejer. Det starter i det små, og som graviditeten skrider frem, bliver forandringerne mere udtalte. Du skal ikke være bange. Kvindekroppen er stærk, og den kan klare lidt af hvert. De gener, som artiklen omtaler, er alle naturlige, og langt de fleste mødre har oplevet mange af dem – hvis ikke dem allesammen.

Tidligt i graviditeten

Når du har fået graviditeten bekræftet og tankerne efterhånden vender tilbage til almindelige hverdagsting, så glæder du dig måske over udsigten til mange måneder uden menstruationer, bind og tamponer. Det er bestemt også værd at tage alle glæderne med, men der er en anden ting, som du skal være opmærksom på. Allerede tidligt i graviditeten vil du opleve en øget mængde udflåd fra skeden. Det kan være så meget, at du vil finde det mest behageligt med et trusseindlæg. Det har noget at gøre med, at dit underliv får tilført mere blod, mens du er gravid. Desuden producerer skedens slimhinder mere slim, og i kombination giver det mere udflåd, som også er lidt tykkere og sejere end det, du måske er vant til.

Er pletblødninger farligt under graviditet?

Nogle kvinder vil opleve små pletblødninger tidligt en eller flere gange i løbet af den tidlige graviditet. Den kan være et svær og ubehagelig oplevelse, fordi risikoen for abort er langt størst i løbet af graviditetens første 12 uger. Alligevel må du ikke gå i panik. Små pletblødninger behøver ikke være alvorlige. Hvis blødningen kommer på det tidspunkt, hvor du skulle have haft din menstruation, har du sandsynligvis ikke noget at bekymre dig over. Op imod hver femte gravide kvinde oplever pletblødninger. Medmindre du oplever kramper i forbindelse med blødningen eller at blodet er meget mørkt, så lad være med at bekymre dig for meget. Uanset hvad, så er det en god ide at tale med din læge, som hurtigt kan vurdere din situation. Hun vil eventuelt sende dig til en tidlig scanning for at være sikker på, at alt er, som det skal være.

Hvis du skulle være så uheldig, at være en af de kvinder, som skal udsættes for at abortere, så tænk på, at det foster, som du bar, nok ikke var raskt og derfor ikke ville kunne have udviklet sig til et sundt barn.

Hvornår er graviditeten synlig?

Det er meget forskelligt, hvornår man vil kunne begynde at se, at du er gravid. Hos nogle sker det efter ca 4 måneder. Hos andre meget senere. Man siger, at hvis det er den første graviditet, så viser maven sig lidt senere, end hvis du har været gravid før. Overgangsperioden mellem den begyndende gravide mave og den højgravide, frodige mave kan godt være lidt svær. Faktisk både for dig for for folk du møder i din hverdag. Mange kvinder fortæller, at de har overvejet, om deres lille mave mon kan forveksles med en topmave? Hvis man, som følge af graviditeten, oven i købet føler sig lidt oppustet, så kan man godt blive unødvendig selvbevidst omkring sin mave.

Hvis folk ikke kender dig og din lykkelige situation, så kan de godt være lidt ængstelige for at spørge til den. For hvem har lyst til at være den, som siger tillykke til én, som blot har lagt sig lidt ud! Denne bør være den mindste af alle dine bekymringer, mens du er gravid. Vend den om og sig til dig selv, at selvom din lille gravide mave måske kan forveksles med en topmave, så har du verdens bedste undskyldning, og den skal hele verden snart få at se!

Den sene graviditet

Efterhånden som du kommer flere og flere uger hen i graviditeten, så forsvinder tvivlen om årsagen til din nu meget gravide mave. Så er den bekymring da ude af verden. Desværre skal du til at finde dig i gener af en anden og mere fysisk art.

Gravid med stor mave

Når barnet vokser og kræver mere plads, så må dine egne organer vige pladsen. Det lyder måske barskt, men sådan er virkeligheden. Og det kan mærkes. Det begynder at blive svært og måske endda direkte ubehageligt at sidde på en stol i længere tid af gangen. Maven er tung, og hvis du ikke holder ryggen ret, så mærker du et yderligere pres på maven. Mange kvinder fortæller, at den mest behagelige stilling er liggende på siden. På den måde tynger maven mindst muligt. For langt de fleste kvinder vil det føles meget ubehageligt at ligge på ryggen og mærke tyngden af barnet. Og tal slet ikke om at ligge på maven!

På dette tidspunkt, hvor barnet er så stort, vil du for alvor kunne mærke dets bevægelser. Den lille gør det ikke med vilje, men den gravide mave trykker så frygteligt på blæren, og der skal helst være et toilet i nærheden hele tiden. Graviditet og babyspark mod blæren giver udtrykket ´partyblære´ en helt ny betydning.

Nerver i klemme under graviditet

Noget af det mest ubehagelige man kan komme ud for under en ellers normalt forløbende graviditet, er en art pludselige nervejag i benene. De minder lidt om en tur til tandlægen uden bedøvelse. De skyldes, at barnet ligger og presser mod bækkenet. Nogle gange rammer barnet de nerver, som løber ned i benene, og når det sker – ja, så bid tænderne sammen!

Veer ved fødsel

Nervesmerterne i benene er en anden type smerter end de veer, som du kan vente dig lige om lidt. Der er ingen måde hvorpå ve-smerter kan beskrives. De kan ikke sammenlignes med noget andet, sådan som nervesmerter kan associeres med tandlægen. Nervesmerter er meget lokale, og man er aldrig i tvivl om præcis hvor smerten sidder. Veer er en kraftig men mærkværdig form for smerte. Det er ikke nervesmerter men muskelsmerter, som skyldes livmoderens sammentrækninger under udvidelsesfasen. Når veerne begynder at komme så tæt på hinanden, at fødslen er lige om hjørnet, så vil du opdage vigtigheden af at kunne kontrollere vejrtrækningen. Så selvom åndedrætsøvelser kan virke komiske, så giver de dig mulighed for små, korte pauser på et sekund eller to mellem veerne, lige før du skal til at føde. Og det er pauser, som du vil værdsætte. Fødsler er meget forskellige, fordi kvinder er meget forskellige. Generelt kan man sige, hvis din fødsel strækker sig over mange timer, så kan du trøste dig med, at der også være flere og længere pauser mellem veerne. Hvis din fødsel går meget hurtigt (eventuelt hvis din fødsel bliver sat i gang med en stikpille), vil du måske opleve kraftigere og mere intense veer, men til gengæld er det hele overstået på et par timer eller mindre.

Umiddelbart efter fødslen

Når du endelig har overstået din fødsel, så står jordemoderen eventuelt og tripper for at få dig syet sammen igen. Det lyder voldsomt, men faktisk sker det for langt de fleste kvinder, at de brister lidt nogle steder i underlivet under fødslen. Det kræver et par sting. Det svier, men det er intet i forhold til det, som du lige har været igennem. Det kan være, at du er lidt omtåget og afkræftet og derfor ikke kan komme på toilettet efter din fødsel. Hvis din livmoder har brug for, at din blære bliver tømt for at kunne trække sig ordentligt sammen, så vil jordemoderen eventuelt lægge et kateter, så du kan blive liggende i sengen imens. Her er en gentagelse på sin plads: det svier, men du har lige født et barn, så du overlever helt sikkert også dette!

Blødninger efter fødslen

Når du har født, så starter blødningerne fra dag 1. Men det er ikke menstruationsblødninger. Det er en blødning, som følger en graviditet, og som varer i ca 2 uger. Du skal derfor lade de små sorte blondetrusser bliver hjemme, når I tager på sygehuset. Sørg for at finde et par store og brede trusser, som kan holde på de godt vatterede natbind, som bliver dine gode venner i disse uger. Det er surt, men du kan ikke undgå det. Menstruation kommer på et senere tidspunkt, men hvor lang tid der går, varierer meget.

Tyngdefornemmelse i underlivet

Når du endelig er klar til at tage hjem med din nye familie, så hold dig i ro i de første par uger – så meget det er muligt med et spædbarn i huset. Det er en voldsom kraftpræstation, som dit underliv har gennemgået. Du vil sandsynligvis opleve en ubehagelig tyngende fornemmelse, hvis du ikke får hvilet dig nok. Den tyngende fornemmelse er din krop, der fortæller dig, at du bør ligge ned i hvile dig. Du bør ikke undervurdere denne fornemmelse, for den bliver meget intens, hvis du ikke søger hvile.

Afføring efter fødsel

Sidst skal vi forbi et emne, som, om noget, er endnu mere ubehageligt at tale om som kvinde, end det foregående. Det emne er afføring. Afhængigt af omfanget af de bristninger, som fødslen har forårsaget, så kan man være meget øm, når man kommer hjem. Man kan måske mærke med fingrene, hvor stingene sidder. Den ømhed og det ubehag, som bristninger og syninger medfører, kan gøre, at man frygter de første toiletbesøg. Enkelte kvinder fortæller, at de, efter større bristninger, har ignoreret at skulle på toilettet. Det lyder utroligt, men hvis man er bange for, at det skal gøre meget ondt, når man går på toilettet, så kan man vente meget længe. Desværre bliver det til sidst meget værre og smertefuldt på en helt anden måde. Man ender med forstoppelse, afføringsmidler og en oplevelse, som er mere skræmmende end at lytte til sin krop. Du skal sørge for at komme på toilettet, og hvis du er bange for at komme til at røre ved sår og sting med toiletpapiret, så må du liste over til brusen og klare resten der.

Kroppen efter graviditeten

Midt i alle generne og alt ubehaget, så kan det virke utroligt, at du en dag får din krop tilbage. Men den bliver helt din igen – og meget snart. Husk at du ikke er alene. Graviditet og fødsel er romantisk og spændende, men oplevelsen er ikke lutter lagkage. Hvis nogen fortæller dig dét, så har de løjet for dig med de allerbedste intentioner.

Facebooktwitter

Skriv et svar